lørdag den 25. januar 2014

GRIBSKOV I DIALOG MED BORGERNE EFTER STORM

GRIBSKOV I DIALOG MED BORGERNE EFTER STORM
December-stormenes skader skal kortlægges, og Gribskov Kommune inviterer borgerne med på råd, når den kommende indsats skal planlægges.

PRESSEMEDDELELSE
22. januar, 2014

Borgere, foreninger og virksomheder får nu mulighed for at tale direkte med de relevante politikere i Gribskov Kommune, når december-stormenes skader skal gøres op, og arbejdet med at udbedre skaderne skal planlægges.

Det sker på et dialogmøde 29. januar kl. 19-21 på rådhuset i Helsinge.

Her vil kommunen forsøge at kortlægge de mange skader, som stormene har medført. På et kort påføres alle de skader, kommunen har fået kendskab til. Og borgerne får lejlighed til at fortælle kommunen om de skader, de har kendskab til, så skaderne kan blive tegnet ind på kommunens kort.
Ud over at etablere en oversigt over de samlede skader, søger kommunen også inspiration til, hvordan arbejdet med at udbedre skaderne – og sikre mod nye skader – kan gribes an. Kommunen udbedrer skader på kommunens egne ejendomme og grunde, men vil overveje, om der er mulighed for at støtte private projekter, eksempelvis gennem koordination, facilitering eller ved at søge fonde.
De idéer, der kommer på baggrund af dialogmødet, indgår i kommunens videre arbejde med eftervirkningerne af stormene.

Programmet for dialogmødet:

Velkomst, Bo Jul Nielsen, formand for Teknisk Udvalg

Oplæg fra byrådet, borgmester Kim Valentin

Status efter stormen
• Kommunale ejendomme, veje og stier v/Gribskov Kommune
• Kystlagene v/ Samvirket for Nordsjællandske kyst og digelag
• Havnen v/Gilleleje Havn

Pause

Fremtiden og behov for koordinering og bistand
• på kort sigt, oprydning og reetablering
• på lang sigt, sikring og bevarelse af anlæg og værdier
• forslag til bistand og koordinering

Afrunding og tak for i aften, Bo Jul Nielsen, formand for Teknisk Udvalg



Dialogmødet er åbent for pressen. Tilmelding er ikke nødvendig.




Ref. Gribskov i dialog med borgerne 26.01.14